En morgen (1)

På gammel Fjordbund


Jeg starter bilen og bakker op ad vores grusvej.
Jeg hører lyden af kvist mod bil. Liguster, Spirea og en enkelt vild hyld. Alle er de en del af den godt 2 meter høje hæk som naboen på østlige flanke har plantet for år tilbage, for at undgå uønsket indtrængen og kontakt. Alle hækplanter, uanset art, er med sikkerhed klippet (som man bør) inden Sct. Hans. Men nu er det sidst i august og flere skud rager altså allerede ind over min grusvej og ridser min bil. Længere oppe ad grusvejen hænger mirabelletræernes grene faretruende lavt. Tyngede til bristepunktet af orangegule og mørkrøde fuldmodne frugter.
Jeg bor i Randers. I forstaden Dronningborg. Opkaldt efter et gods, men først og fremmest kendt som smedenes bydel. Områdets ligger ned mod Randers fjord, på gammel flodseng, så her er ufatteligt frodigt. Forsætter man få kilometer ud ad byen, til landsbyerne Tjærby og Vestrup, ligger her da også en række meget store gårde, hvor fede engarealer, i årtier, har givet gunstige betingelser for opfedning af kvæg.
Vores nabohus, mod øst, er ikke stort. Det er bygget i brune mursten og har gråt træværk. Udenfor huset, på terrassen, står nabokonen med hænderne i siden. Hun ser mig, men hilser ikke. Hun er omkring halvtres og uddannet sygeplejerske. For et års tid siden blev hun sygemeldt. vistnok med stress. Nu er hun blevet dagplejemor i stedet. Hun stirrer uengageret på 4 små rollinger, der tumler rundt på de flisebelagte 12-15 kvadratmeter der er inddraget til formålet.
Mod vest bor der et ældre ægtepar. Han er 81 år og på 4. år døende på grund af rygerlunger. Vi har set ham blive svagere og svagere for hvert år der er gået siden vi flyttede hertil i 2006. Hun er fire år yngre end manden, og stadig frisk og rørig. Hver morgen ser jeg hende gå rundt i haven og kæmpe en indædt kamp mod ukrudt og ikke mindst dræbersnegle.
Jeg ser hende også i dag, og nikker til godmorgen. Hun ser op men hilser heller ikke i dag. Hun skuler bare tilbage, inden hun med krum ryg skuffer videre i staudebedet på hendes side af hegnet.
Jeg drejer til venstre ind mod byen. Morgensolen rammer min nakke og lægger sig som en kærlig varm hånd på mine skuldrer. En mand lufter sin lille tykke hund og en lille tyk kvinde småløber pustende og ildrød i ansigtet af sted i stramt pinkfarvet træningstøj. Hun overhaler en ung mor med et vrælende barn i klapvogn. Barnets augustbrune buttede arme fægter vildt i luften på hver side af klapvognen. Det ser ud som om klapvognen har arme, noterer jeg mig, inden jeg bremser op. Moren forsøger, uden held, at proppe en sut i munden på sin unge, med den ene hånd, mens hun med mobiltelefonen placeret mellem skulder og hage ivrigt fører samtale OG samtidig gør klar til at krydse gaden med den frie hånd på klapvognens styr. Hun standser dog da hun ser mig, men jeg stopper helt, og giver tegn til, at hun roligt kan fortsætte alle sine ærinder. Hun er på vej hen til den integrerede institution ”Troldebo” som ligger lidt længere nede ad vejen. Jeg ved det, for jeg ser dem næsten hver morgen. Jeg smiler og nikker til godmorgen mens hun går forbi, men får ikke noget smil tilbage. Hun har tydeligvis nok at gøre.