mandag den 5. oktober 2009

En morgen (2)

Ved et busstoppested står der en flok voksne mennesker. De er lige stået af bussen. Nu står de og taler lidt sammen inden de skal på arbejde klokken ni. En ung mand med tykke briller gestikulerer vildt mens han fortæller en historie. De andre står i bogstaveligste forstand med åbne munde og lytter intenst. Jeg dytter og vinker. Og de reagerer omgående. Hujende, grinende og viftende med arme og ben til hilsen. De genkender mig. Alle er psykisk udviklingshæmmede og arbejder hver dag på et beskyttet værksted. Her lægger de klude sammen og pakker dem i poser.
Nogle gange stopper jeg op, for at tale med dem, så jeg ved, at de elsker deres arbejde og deres liv. De fortæller gerne og spørger altid til mig og mit.
I dag fortsætter jeg dog ad Tolbodgade med retning mod havnen og centrum. Et par minutter kører jeg langs med et af de diger, der forhindrer Randers fjord i at brede sig naturligt. Fra 1920 til midt i tresserne, blev der oprettet pumpe- og landvindingslag i stort antal, og de første landvindinger blev påbegyndt. Strandengene blev omdannet til kunstigt afvandede landbrugsarealer med diger ud mod fjorden. Den seneste dæmning, Øster Tørslev-dæmningen er bygget i 1963-64 og inddæmmer et område med 460 ha særdeles højtydende (som de siger i landmandskredse) og frugtbar landbrugsjord. Desværre er byens maskot, storken på Helligåndshusets tag midt i byen, forsvundet i takt med, at udnyttelsen af jorden er blevet intensiveret og effektiviseret.
En flok råger letter modvilligt foran mig. En overfyldt korntransport har tabt nogle hvedfrø som fuglene nu skrigene slås om.
På min venstre side, få meter fra diget, ligger Boldsen og BYGMA. Her hvor der, for få år siden, var trængsel på P-pladserne foran virksomhederne, er der nu menneske tomt. For kort tid siden holdt kassebiler med håndværker-aps navne i store farvestrålende typer på siden i kø, for at fylde bilen med materialer. Det gik stærkt i den branche. Byggeriet boomede og der var tilsyneladende ingen bund i pengekasserne og intet loft over indtjeningsmulighederne.
For begge virksomheder gjaldt det, at man skulle have CVR nummer og Kansas uniform som minimum, for at blive lukket ind i de hellige haller. Mandag blev der budt på kaffe og rundstykker fra 07-10 har jeg ladet mig fortælle.
For noget tid siden, har BYGMA og Boldsen dog besluttet, at åbne op for salg til almindelige mennesker også. Det er der nok en håndværker eller to, der er kede af, men i krisetider er alle sig selv nærmest.
En mand på en rød Puch maxi iført blå kedeldragt kommer imod mig i den forkerte side af vejen.Han har en grøn mælkekasse på baggagebægeren. Op af kassen stikker fiskegrej og en thermokande. Han slingrer lidt, da knallertens forhjul rammer en stor sten i vejkanten, men han får hurtigt rettet køretøjet op og vinker et ”alt under kontrol” da vi passerer hinanden. Jeg giver ham ”thums up” og smiler. Jeg genkender ham og ved, at han holder til i Tjærbykolonien. En lille havekoloni, der ligger få hundrede meter fra hvor jeg bor. Her, i de små hjemmebyggede skure, bliver der drukket rigtig mange bajere og sunget rigtig højt i de lyse sommeraftener. Og det sker, at jeg fra min førstesal, ved skumringstid, kan se min hund luske tværs over markerne, for at komme over til koloniens eldorado af løstgående tæver i løbetid plus, som bonus, høns og kaniner han kan jagte næsten uden at nogen tager notits af det. Han må ikke gå derover, det ved han godt, men han kan ikke dy sig.
På højre side af Toldbodgade passerer jeg bygningerne til det der engang, sammen med landbrugsmaskinefabrikken; Dronninngborg maskinfabrik var byens stolthed; togfabrikken Scandia. Fabrikken blev etableret i sidste del af 1800 tallet hvor Randers udviklede sig til en betydelig industriby, med hovedvægt på jern- og metalindustri. Byens industrielle udvikling har medført, at Randers er blevet en udpræget arbejderby. I en lang årrække havde Scandia eneret på at producere tog til DSB, men da statsbanerne i 1961 placerede en ordre på nye lyntog i Tyskland begyndte det at gå ned ad bakke for Scandia. I 1980´erne og -90´erne havde virksomheden store problemer med leveringen af IC3-tog til DSB og skiftede ejere flere gange, og i 2001 var det så endelig slut med Scandia i Randers. Nu er navnet Bombardier transportation og ejerne Canadiske.
Dronningborg maskinfabrik hedder AGCO og er ejet af Massey Fergusson.
På lystbådehavnen er et par sejlere i gang med at indtage morgenkaffen på dækket. En ældre mand, iført rød vindjakke og lyseblå Randers FC kasket trækker sin cykel forbi dem på bådebroen. Han løfter kasketten og hilser og de nikker og hilser igen.

søndag den 4. oktober 2009

besøgstæller :-)



blog counter



blog counter


fredag den 2. oktober 2009

Trodsig som en treårig

Hør her
Røvhuller
Jeg vil ha´
Ro
Og rummelighed
Og
Jeg forbeholder mig
Retten til
ikke at kunne finde ud af
I hvilken retning
Jeg skal gå
Og
Jeg retter mig
IKKE
Efter hvad I siger
Eller
Hvad jeg tror
I mener
Jeg tager mig
IKKE
Sammen
Foreløbig
Bare så I ved det
Jeg et trodsig
Som en treårig
Og jeg stamper
Og tramper
Og lægger mig på gulvet
Og skaber mig
Og hyler
Som en stukket gris
Hvis I ikke lader mig være

onsdag den 30. september 2009

En morgen (1)

På gammel Fjordbund


Jeg starter bilen og bakker op ad vores grusvej.
Jeg hører lyden af kvist mod bil. Liguster, Spirea og en enkelt vild hyld. Alle er de en del af den godt 2 meter høje hæk som naboen på østlige flanke har plantet for år tilbage, for at undgå uønsket indtrængen og kontakt. Alle hækplanter, uanset art, er med sikkerhed klippet (som man bør) inden Sct. Hans. Men nu er det sidst i august og flere skud rager altså allerede ind over min grusvej og ridser min bil. Længere oppe ad grusvejen hænger mirabelletræernes grene faretruende lavt. Tyngede til bristepunktet af orangegule og mørkrøde fuldmodne frugter.
Jeg bor i Randers. I forstaden Dronningborg. Opkaldt efter et gods, men først og fremmest kendt som smedenes bydel. Områdets ligger ned mod Randers fjord, på gammel flodseng, så her er ufatteligt frodigt. Forsætter man få kilometer ud ad byen, til landsbyerne Tjærby og Vestrup, ligger her da også en række meget store gårde, hvor fede engarealer, i årtier, har givet gunstige betingelser for opfedning af kvæg.
Vores nabohus, mod øst, er ikke stort. Det er bygget i brune mursten og har gråt træværk. Udenfor huset, på terrassen, står nabokonen med hænderne i siden. Hun ser mig, men hilser ikke. Hun er omkring halvtres og uddannet sygeplejerske. For et års tid siden blev hun sygemeldt. vistnok med stress. Nu er hun blevet dagplejemor i stedet. Hun stirrer uengageret på 4 små rollinger, der tumler rundt på de flisebelagte 12-15 kvadratmeter der er inddraget til formålet.
Mod vest bor der et ældre ægtepar. Han er 81 år og på 4. år døende på grund af rygerlunger. Vi har set ham blive svagere og svagere for hvert år der er gået siden vi flyttede hertil i 2006. Hun er fire år yngre end manden, og stadig frisk og rørig. Hver morgen ser jeg hende gå rundt i haven og kæmpe en indædt kamp mod ukrudt og ikke mindst dræbersnegle.
Jeg ser hende også i dag, og nikker til godmorgen. Hun ser op men hilser heller ikke i dag. Hun skuler bare tilbage, inden hun med krum ryg skuffer videre i staudebedet på hendes side af hegnet.
Jeg drejer til venstre ind mod byen. Morgensolen rammer min nakke og lægger sig som en kærlig varm hånd på mine skuldrer. En mand lufter sin lille tykke hund og en lille tyk kvinde småløber pustende og ildrød i ansigtet af sted i stramt pinkfarvet træningstøj. Hun overhaler en ung mor med et vrælende barn i klapvogn. Barnets augustbrune buttede arme fægter vildt i luften på hver side af klapvognen. Det ser ud som om klapvognen har arme, noterer jeg mig, inden jeg bremser op. Moren forsøger, uden held, at proppe en sut i munden på sin unge, med den ene hånd, mens hun med mobiltelefonen placeret mellem skulder og hage ivrigt fører samtale OG samtidig gør klar til at krydse gaden med den frie hånd på klapvognens styr. Hun standser dog da hun ser mig, men jeg stopper helt, og giver tegn til, at hun roligt kan fortsætte alle sine ærinder. Hun er på vej hen til den integrerede institution ”Troldebo” som ligger lidt længere nede ad vejen. Jeg ved det, for jeg ser dem næsten hver morgen. Jeg smiler og nikker til godmorgen mens hun går forbi, men får ikke noget smil tilbage. Hun har tydeligvis nok at gøre.